onsdag den 5. september 2007

Pressemeddelse – Forældre Mod Politibrutalitet – 4.9.2007.

Indtrykkene har nu lagt sig efter en lang lørdag nat på Nørrebro.

Vi vil gerne udtrykke stor sympati for nørrebroborgerne, som naturligt er dybt frustrerede over den voldsomme reaktion fra vrede unge, der manifesterede deres vrede med barrikader, bål, rudeknus, sten- og flaskekast.

Vi blev stoppet flere gange i nattens løb af vrede ”nørrebroere” og blev bedt om ”få styr på de unge” eller med vrede over, hvorfor vi alene observerede politivold og ikke de unges ”vold”.

Vi har stor forståelse for at det kan være svært, når man står midt i bål og brostenskast og dagen derpå, at se hvorfor vi mener, at det er politiet der skal observeres – men vi må understrege - på baggrund af mange grimme oplevelser omkring politiets arbejdsmetoder både ved fredelige og mindre fredelige demonstrationer/aktioner - at foreningens fokus er retssikkerheden i Danmark og vigtigheden af at politiet ikke tyr til unødig vold og magtanvendelse uanset situationen – magten er tredelt og anholdte, evt. skyldige, skal dømmes og straffes i vores retssystem - ikke af politiet eller i politiets varetægt!


Hvor vi befandt os, handlede politiet nogenlunde acceptabelt lørdag nat, men der forekom stærkt kritisable situationer…

- politiet advarede ikke (som de skal, så folk har mulighed for at komme væk) før de med ca. 15 stærke tåregasgranater prøvede at stoppe demonstrationen på Nørrebrogade på vej mod Folkets Park!

- ved politiets aktion mod de unge der stod i Griffenfeldsgade – kørte politiet hurtigt ned af gaden fra Nørrebrogade – sprang ud af vognene og løb efter de unge der hurtigt forsvandt i alle retninger… et par stykker løb ikke så hurtigt – blev løbet op af politifolkene der spændte ben for dem så de røg hen af asfalten og anholdtes voldsomt, med slag. En ung pige så meget dårlig ud efter denne omgang og var øjensynligt så medtaget at hun af politiet fik lov at stå op i stedet for at ”sidde i futtog” sammen med de andre.

- ved samme anholdelse, blev en ung mand i strips (plasthåndjern) først sat ind i mandskabsvognen, for derefter, voldsomt, at blive hevet ud igen, smidt på jorden(på maven), hvorefter en politibetjent stillede sig med sine støvler på hver sin side af hans hoved, så han med næsen ned i asfalten ikke kunne bevæge sit hoved – dette pågik i et godt stykke tid.

- selvom politiet i flæng anholdte dem de kunne få fat på, fik mange af de anholdte intet at vide om deres sigtelse, anholdelsestidspunkt eller rettigheder.

- vi mødte en ung mand, i Stengade, som var meget omtåget efter at være blevet
ramt af en tåregasgranat i baghovedet. Vi mistede dog kontakten med ham, da politiet ankom til Stengade og folk spredtes for alle vinde.

Ud fra et retssikkerhedsperspektiv er det nødvendigt at erkende, at problematikke omkring Ungdomshuset er et politisk anliggende og ikke et politianliggende.

Med stor bekymring ser vi til, at de ansvarlige som sidder inde med midler og muligheder for at løse dette problem - politikerne i Københavns Kommune – stadigvæk formår at ”stikke hovederne i jorden” uden at finde andre løsninger end at lade politiet tage ”skraldet” .

Kreativiteten må findes frem nu for at stoppe denne endeløse ”krig” mellem politiet og de unge med store omkostninger for alle parter til følge.


Håndværker - colic-help - skate - bohr - monkey owns tigers