fredag den 26. oktober 2007

Indlæg sendt til Nørrebro Avis af Morten Kabell og Johanne Schmidt-Nielsen

Siden Socialdemokraterne solgte Ungdomshuset i år 2000 har det gamle arbejderparti forsøgt mange krumspring for at bortforklare deres ansvar.

Således også den socialdemokratiske folketingskandidat Lars Gaardhøj, der forsøger at kaste hele ansvaret over på Faderhuset og Ruth Evensen i sit indlæg i nærværende avis 26. september.

Guderne skal vide, at Ruth bærer sin tunge del af ansvaret for den situation vi står i. Men når Lars Gaardhøj skriver, at det er umuligt for Københavns Kommune, at give de unge et nyt hus, så er det usandt.

27. marts 2007 foreslog Enhedslisten i Borgerrepræsentationen, at kommunen overdrog en konkret bygning til en fond, der skulle stå for etableringen af et nyt ungdomshus. Denne model er godkendt af Ritts egne embedsmænd. Københavns Kommune kan godt yde støtte til en fond fordi ungdomsaktiviteter er et kommunalt anliggende.

Det er også værd at holde fast i, at København faktisk havde et velfungerende Ungdomshus på Jagtvej69 i 25 år.

Ungdomshuset var en aktiv del af lokalmiljøet på Nørrebro og arrangerede alt fra børneteater til punk-festivaler. På Jagtvej 69 blev der taget socialt ansvar, og der var plads til mennesker, der har svært ved at finde rum i de øvrige kommunale tilbud. Og Ungdomshuset blev støttet af kommunen.

På trods af at dette åbenbart er ulovligt ifølge den nuværende overborgmester, så er ingen af hendes forgængere blevet sigtet for noget kriminelt i den forbindelse.

Det er altså ikke juraen, men den politiske vilje, der mangler.

Den dag det kongelige danske socialdemokrati indser, at det var tåbeligt at sælge Jagtvej 69 til den kristne sekt, så stiller Enhedslisten gerne op og hjælper med at finde et nyt Ungdomshus. Desværre blokerer Ritt og partikammeraterne endnu for en løsning.


Håndværker - colic-help - skate - taliban - 911